Det er vist ikke breaking news, at Spanien blev verdensmestre i søndags ved at slå Holland 1-0 på et mål af Iniesta i den forlængede spilletid. Mange havde Spanien som favoritter inden turneringen, og det var vel også okay, at de endte med at stå med trofæet. Undervejs kunne jeg nu også meget godt lide tyskerne. Og så syntes jeg i modsætning til så mange andre, at Holland faktisk gjorde det fint i finalen. Og Danmarks indsats var tæt på pinlig. Mere er der vist ikke at sige til det VM.

Jeg så finalen med gamle venner. Det var Henrik og Bruce og Bobby Jean og mig. Vi var på miniferie i Odense, og vi snakkede om livet og døden og kærligheden og lidt om min nye bedste ven, der hedder Thomas, og om gamle dage (og alle de piger, vi aldrig fik) og fremtiden (som bliver uden cd’er, tastatur og mus, spår Henrik) og alt muligt andet. Det var enormt rart.

Finalen i 2006 blev afgjort efter en masse straffespark. Og så var Italien verdensmestre. Det skulle have været Frankrig, syntes jeg. De var underdogs og havde startet turneringen skidt, men de spillede sig op, og Zidane var bare supergod. Men han fuckede også op til sidst med sit berømte gedebukkestød. Det er meget rart at have helte, der også fucker op.

Jeg så kampen sammen med Ove og Henrik i Oves lejlighed. Det var en varm aften, og vi drak rigtig mange øl. Og vi snakkede om det der Youtube, som var ret nyt og moderne. Og vi hørte musik. Masser af musik. Og vi hørte helt sikkert ‘Tigress’ med Songs: Ohia, for den hørte vi altid i de år.

Brasilien blev verdensmestre for femte gang i 2002 ved at slå Tyskland 2-0 i finalen. Det var helt, som det skulle være.

Jeg så finalen sammen med en masse drenge i Henrik og Lenes lejlighed, og de var lige blevet gift, så der var sådan en post-polterabendstemning. Måske også fordi, at kampen blev spillet i Japan, så på grund af tidsforskellen var det her hos os en eftermiddagskamp. Og jeg var kommet meget sent i seng dagen inden. Jeg havde siddet hos Ove og hørt musik, som vi gjorde tit dengang. Vi havde helt sikkert hørt Galaxie 500 og The Go-Betweens. Og Bright Eyes. For det var mit yndlingsband. Og yndlingssangen dengang var ‘Haligh, Haligh, a Lie, Haligh’.

Frankrig blev verdensmestre i 1998. De slog Brasilien 3-0 i finalen. Zidane scorede to mål. Jeg så finalen hjemme på mit kollegieværelse sammen med Henrik og Kim og Højlund. Vi havde været til grøn koncert, og i halvegen ristede vi pølser på mit lille komfur med to kogeplader.

Det var et godt VM. Også for Danmark. Godt nok sluttede festen med et nederlag til Brasilien i kvartfinalen, men det var et smukt nederlag. Og det var Michael Laudrups sidste kamp. Og måske er tabets og afskedens skønhed den største. Eller hvad ved jeg… Det lyder måske nok lidt småfilosofisk, men Henrik og jeg gik jo også på universitetet dengang. Og taberromantik var i hvert fald noget, vi dyrkede. Og det kan da godt være, at vi en sjælden gang imellem var kloge og småfilosofiske, men for det meste snakkede vi vist bare om fodbold og musik og de kvinder, vi ikke kunne få. Vi var vilde med David Bowie og Radiohead, men den her fodboldsang, var vi også meget glade for.

Brasilien blev verdensmestre i 1994 ved at slå Italien i finalen på straffespark (3-2). Efter ordinær tid og forlængelse var der endnu ikke scoret.

Det er ikke en slutrunde, jeg husker specielt godt. Jeg var med resten af familien i Holland, da de – altså hollænderne – blev sendt ud af Brasilien. Det var ret festligt. Finalen så jeg hjemme hos Tommys forældre i Hellevad. Jeg var lige blevet student, og jeg var i gang med et rygestopprojekt. Tommy var ikke holdt op med at ryge, men var gået over til pibe. Så jeg husker mest finalen for, at jeg sad og forsøgte at holde liv i en pibe, mens vi grinede lidt af Cafu.

Jeg var vist ret ung og følsom dengang, altså lige efter gymnasiet. Jeg følte jo ligesom, at livet var gået i stå efter studenterfesterne og Roskilde. Og så sad jeg på mit værelse og hørte Smashing Pumpkins og Black Crowes og R:E:M og Suede og The Cure. Især hørte jeg Disintegration og Show.

Vi så finalen i 1990 hos mormor og morfar i Grindsted. Det netop genforenede Tyskland fik revancheret finalenederlaget fra fire år tidligere ved at slå Argentina 1-0. Men det var ikke nogen mindeværdig fodboldkamp.

I stedet husker jeg tydeligt den højdramatiske semifinale mellem Italien og Argentina, der altså efter en straffesparksfinale endte med at sende Argentina i finalen. Det ærgrede vi os meget over i Hjordkær. Mig og Anne holdt nemlig meget med Italien. Vi var vilde med frelseren Schillaci. Og med Baggio og den unge Maldini og reservemålmanden Tacconi. Og vi købte alt muligt crappy merchandise. En hundedyr plasticfodbold med det officielle logo på, og en masse fodboldklistermærker i Hygum Brugs, og Anne købte endda den officielle VM-sang på 7 tommers vinylsingle. Vi syntes, den var supergod. Den var med Gianna Nannini & Edoardo Bennato, og når man hører den i dag, kan man godt undre sig over, at vi var så vilde med den.

Så i stedet skal vi høre en sang med Blue Aeroplanes, der i 1990 udsendte albummet Swagger, som er et af de bedste albums nogensinde. Altså det vidste jeg intet om i 1990. Men det synes jeg nu, og det har jeg syntes, lige siden Ove spillede den for mig første gang efter en julefrokost i december 1995. “Your Ages” er min yndlingssang fra pladen, og så må I bære over med den temmelig alternative billedside – det var, hvad Youtube havde at byde på. Ellers er der “Jacket Hangs”, som vist er en officiel video med solbriller og superlækre guitarer. Jeg vil også ha’ en Rickenbacker.

Argentina vandt 3-2 over Vesttyskland i finalen i 1986. Men egentlig burde Danmark have vundet den slutrunde. Det vidste jeg ikke dengang. Der syntes vi jo egentlig, at vi havde klaret det meget godt. Men det ved jeg nu. Efter at have læst Joakim Jakobsens Tynd luft.

Den sommer holdt jeg næsten lige så meget med Frankrig. Jeg var vild med Platini. Men franskmændene røg ud i semifinalen mod tyskerne. Jeg tror måske nok, at det er den største skuffelse, jeg har haft som fodboldtilskuer. Semifinalen så vi i Hygumskov hos farmor og farfar. Finalen så vi hos moster og Finn og Helle og Jane i Taulov, og vi holdt da nok med Argentina, men det var lidt ligemeget.

Helle og Jane er jo et par år og tre ældre end mig, så det var meget deres musik, vi hørte. Og dengang var det Madonna og A-ha. Vi kunne også have hørt The Housemartins, for de udgav i 1986 et album med den fodboldklingende titel London 0 Hull 4. Men det vidste jeg heller ikke dengang. Det var først mange år senere. På højskolen. Og der kunne vi godt lide den her sang.

VM-finalen i 1982 stod mellem Italien og Vesttyskland. Italien vandt 3-1. Og det var godt, for det var dem, jeg holdt med. Vi så finalen derhjemme i Hjordkær, og i halvegen var jeg med nede og hente hotdogs på den kristelige, for det var det vi kaldte grillbaren.

Den første fodboldkamp, jeg overhovedet kan huske at have set, var kvartfinalen – eller mere præcist mellemrundeopgøret – mellem Italien og Brasilien, og den vandt italienerne 3-2 på et hattrick af Paolo Rossi. Ham kunne jeg godt lide. Min mor var gravid, og jeg ønskede mig rigtig meget en lillebror. Så skulle han hedde Paolo Rossi Rasmussen. Men sådan kom det ikke til at gå, og det er måske også meget godt.

Jeg hørte ikke så meget musik dengang i 1982. Men jeg havde en ven, der også hed Søren, og som var et år ældre end mig, og han havde en storebror, som hed Ronald, der var yderligere tre år ældre, så de vidste jo nok besked. Engang ude i hulen ved Hjordkær pis-å, der hvor Søderupvej slår et knæk og grusvejen støder på, spurgte Søren mig, hvad min yndlingssang var. Jeg forstod ikke rigtig spørgsmålet, så han spurgte, hvad for en sang jeg bedst kunne lide. “Hør den lille stær”, sagde jeg uden at tænke ret længe.

Men dengang vidste jeg heller ikke, at The Smiths samme år blev dannet i Manchester. Her er en sang med dem, som både handler om fodbold og om livet: “In the midst of life we are in debt etc.”

Så vi har været en tur i Bilka. Hele familien. Det var Kirstines tur til at bestemme musikken. Så vi hørte Alberte. Hun sang både “Sneflokke kommer vrimlende” og “Santa Lucia” og “Feliz Navidad”. Jeg kunne også have cyklet til stranden med nogle kolde øl for at kigge på damer. Så skulle jeg nok have hørt Pavement i min walkman.

I wrote a poem on a dog biscuit
And your dog refused to look at it
So I got drunk and looked at the Empire State Building
It was no bigger than a nickel

And if it don’t improve
Then I have to move
I never thought that I would end up here
Maybe I should just change my style
But I feel alright when you smile

I stayed at home on the Fourth of July
And I pulled the shades so I didn’t have to see the sky
And I decided to have a Bed In
But I forgot to invite anybody

And when I fell asleep
The neighbors had a peep
I never thought that I would end up here
Maybe I should just change my style
But I feel alright when you smile