John Wayne Gacy, Jr. var en seriemorder, der i 1970′erne voldtog og myrdede 33 drenge og unge mænd i Chicago. 27 af dem havde han begravet i et rum under gulvet i sit hus, mens andre blev fundet i nærliggende floder. Han fik tilnavnet “Dræberklovnen”, fordi han i en periode havde et bijob som klovn under navnet “Pogo the Clown”.

Hvis jeg var engelsklærer, så ville jeg lave et lille forløb om denne dræberklovn. Så kunne eleverne fx læse den her artikel, og så kunne vi snakke lidt om, hvad han var for en, og hvad der havde fået ham til at gøre det, og de kunne øve gloser, og hvad man ellers gør i sådan nogle engelsktimer.

Bagefter skulle de læse teksten til Sufjan Stevens’ sang om Gacy. Og så skulle vi snakke om, hvordan Stevens transformerer seriemordermotivet til en fortælling om, hvordan vi alle bærer rundt på grimme hemmeligheder, at vi alle er syndere (for Sufjan tror nemlig på Gud): “And in my best behavior, I am really just like him. Look beneath the floor boards, for the secrets I have hid”.

Og så skulle vi høre sangen, og vi skulle blive enige om, at det var en rigtig smuk melodi, og at musikken rykker yderligere ved vores opfattelse af Gacy, så vi nærmest bliver sympatisk indstillede over for seriemorderen. Vi ville især lægge mærke til klaveret i slutningen af andet vers, som er både smukt og urovækkende.

Til sidst skulle vi snakke lidt om genrer, om hvordan skønlitteratur i højere grad end sagprosa lægger op til følelsesmæssigt engagement, til identifikation og refleksion.

Hvis det var en god klasse, så ville jeg også spille Casimir Pulaski Day, fordi den er så trist og smuk og sød, og måske også The Predatory Wasp of the Palisades Is out to Get Us!, bare fordi den er mægtig god.