“There’s a forest fire every time we get together”, synger Lloyd Cole på debuten Rattlesnakes fra 1984. Og sådan er det også med mig og Lloyd; det er som en skovbrand, hver gang vi er sammen. Og engang var det rigtig tit, ja næsten hele tiden. Så sad jeg på kollegieværelset og spillede Tetris på computeren, mens jeg røg smøger og ærgrede mig over, at jeg ikke kunne finde ud af det med pigerne og universitetet (ikke at jeg for alvor prøvede, men alligevel…). Men Lloyd var jeg glad for. Faktisk så meget, at jeg gav Søs Easy Pieces tre fødselsdage i streg.

Der har så været nogle år, hvor der ikke har været så meget gang i skovbranden, men takket være Anne fra skolen er Lloyd og jeg igen sammen. Hun har nemlig givet mig et par af hans nyere plader, og når jeg hører Lloyd på dem, så er det lidt som at komme hjem til mig selv.

Årene, som er gået, har også gjort Lloyd ældre. Og det har sat sine spor: “No longer angry, No longer young, No longer driven to distraction, Not even by Scarlett Johansson”, synger han her, og på hans blog kan man læse om økonomiske kvaler og en krop, der ikke længere opfører sig ordentligt. Men han er stadig nuttet, påstår Anne.

Tja, en lidt nørdet udgave af Morrissey, tænker jeg, men det er jo heller ikke dårligt. Faktisk er han ret god – og måske allerbedst på den her, som er fra debuten, men her i den voksne mands udgave fra 2009.