Monthly Archives: januar 2012

En lille fest

Jeg kunne godt tænke mig at holde en lille fest. Det skulle bare være mig og Heston Blumenthal og Kathleen Edwards. Heston skulle lave maden. Og Kathleen skulle synge.

King’s Daughters & Sons

Mens resten af Danmark har været på den anden ende på grund af det der regentjubilæum, har jeg haft en meget, meget stille weekend. Tine og børnene kørte til Fyn i går formiddag og kom hjem til aftensmaden i dag. Så jeg har haft halvandet døgn for mig selv. Og jeg har fået arbejdet. Og spist mine måltider stående eller foran fjernsynet, hvor jeg har set The Social Network, og den kunne jeg rigtig godt lide, og det allerførste afsnit af Mine glade 60′ere, og det var et nostalgisk gensyn, og når serien jo i sig selv er nostalgisk, så må det vel være en slags nostalgi i anden potens. Som jo også er en slags potens. Jeg har også spillet guitar. Og vasket tøj. Og støvsuget. Altsammen uden at få sved på panden. Og så har jeg fået hørt King’s Daughters & Sons, som Ivan havde som årets overraskelse i sin status for 2011. Og det er, som Ivan ganske rigtigt skriver, “absolutely fucking brilliant”. Så det har været en mægtig rar weekend.

The Ascetic Junkies

Jeg havnede sådan nærmest ved et tilfælde hos The Ascetic Junkies, fordi jeg hørte en sød sang med catchy kor. Og så præsenterer de sig ret tiltalende på deres hjemmeside:

Various individual members of the band have been known to enjoy music, night-walks, cooking, building things, local beer, bicycles, hiking, the state of Oregon, whisk(e)y, stray cats, books, oceans, swimming holes, psychedelia, the concept of a lost pre-10,500-BC civilization that was really advanced, northwest weed, long drives on empty stretches of highway, and wishing that any of us could freestyle.

Jeg kan også godt lide musik, det siger sig selv. Og night-walks, selv om det ikke bliver til så mange for tiden. Og cooking – det er klart; jeg lavede sådan noget halløj med kammuslinger til nytår, som gjorde mig glad. Og building things er også okay. Altså hvis det er i Lego. Ellers er min begejstring nok lidt mere afmålt. Local beer er jeg helt med på. Og bicycles og hiking har jeg som sådan ikke noget imod. Og the state of Oregon synes jeg er mægtig rar. Engang for lang tid siden var jeg på tur rundt i Oregon, og det kunne jeg godt lide. Her er endda et foto. Og jeg kan godt lide at drikke whisk(e)y. Og i skrivende stund kunne jeg godt lige have lyst til det. Stray cats er til gengæld ikke mig. Books kan jeg principielt godt lide, selv om jeg nogle gange kan have svært ved at komme i gang. Men jeg har for nylig læst en bog med et kapitel om Bruce Springsteens røv. Den var fin. Og for tiden læser jeg Knausgaard. Det er også helt okay. Oceans kan jeg godt lide. Swimming holes er jeg nok lidt mindre tændt på. Og psychedelia kan være fint nok. Men alt med måde, tænker jeg nu om det. Og the concept of a lost pre-10,500-BC civilization that was really advanced er naturligvis vildt fascinerende; jeg kan måske allerbedst lide det der med, at der engang har været noget, som var fantastisk, men som nu er tabt. Men som måske måske måske kan blive fundet igen. Northwest weed har jeg aldrig prøvet, men det lyder rart. Long drives on empty stretches of highway er bedre end 1000 timers terapi, tænker jeg. Og kunne godt lige bruge 100 km uden trafik (men så sku’ jeg nok droppe den der whisk(e)y). Og wishing that any of us could freestyle kan jeg kun tilslutte mig.

Så alt i alt er vi meget på linje, mig og dem fra Ascetic Junkies. Så måske kunne vi blive venner. Og her er sangen. Den er god.