Monthly Archives: december 2011

Racing in the Streets

Vi sidder på gulvet. Mig og Johnny. Vi leger. Og hører musik.

J: Hvad er det for noget dejlig musik?
S: Det er Bruce.
J: Bruce. Det er ikke Town.
S: Nej, den hedder Racing in the Streets.
J: Streets. Det er en dejlig sang.

Og ja, det er det jo. Og meget passende til lejligheden.

All I Want for Christmas Is You

Det er jo en sød sang. Og Christian fra Figurines synger næsten som en engel. Og så betyder det mindre, at Nikolaj Nørlund sidder og ser anstrengende ud. For sangen er sød. Som sagt.

Just Like Christmas

Living in the Material World

Jeg fik juleferie i går, så jeg har brugt formiddagen på at se Martin Scorseses nye film om George Harrison. Første halvdel handler om årene med The Beatles, og det er et rigtigt fint gensyn med en historie, som er fortalt mange gange før. Her er der fokus på George, og selv om mange anmeldere hæfter sig ved, at Harrison i Scorseses fremstilling ikke er så meget den stille tredjeviolin, som man har villet gøre ham til, så synes jeg, at det mest bevægende er den der nærmest mytologiske aura af ungdom og uskyld, der svæver over George. Filmen er lang, og jeg havde svært ved at holde mig vågen til anden halvdel. Og det er lidt en skam. For det er den, som handler om at blive voksen og finde meningen med livet. Så måske skulle jeg se den igen. Men hvis man ikke lige har tre timer og tyve minutter, så kan man høre “Run of the Mill”. Den er stadig fantastisk.

Karen Dalton

It’s So Hard to Tell Who’s Going to Love You the Best er en folk-plade med Karen Dalton fra 1969. Jeg ville aldrig have hørt om den, hvis ikke David Jacobsen Turner havde skrevet om den som et smukt misfoster i Weekendavisen i går. Men titlen og det faktum, at Bob Dylan i sine erindringer udpeger Dalton som sin yndlingssanger og omtaler hende som “funky, ranglet og sensuel” gjorde mig selvfølgelig interesseret. Og det er rigtig fin musik. Så her er hun.

Colour Me

Jeg skulle i Kvickly i formiddag. Tine foreslog, at jeg skulle købe en nissehue til Johannes. “Den skal være gul”, sagde han. Og så skal man lige vide, at når han siger “gul”, så mener han faktisk “blå”. Jeg svarede, at det var et ukonventionelt farveønske, men at jeg ville se, hvad jeg kunne gøre. Det viste sig desværre, at Kvickly har valgt at lægge sig tæt op ad mainstream i udbuddet af nissehuer. Men her er en dejlig sang om farver.

Ro på bagsmækken

En af de voksne her i huset, som ikke er mig, havde fået den noget besynderlige idé at give Johnny hans keyboard med i bilen. Så vi har hørt Åh, Susanne og Für Elise og Jingle Bells. Mange gange, synes jeg. Så jeg sagde, at nu skulle vi høre min musik. “Men vi hører altid din musik, far. Det er Johannes’ tur til at bestemme”, sagde Kirstine. Og med opbakning fra både mor og storesøster var det svært at stille noget op. Men så var det, at jeg kom i tanke om den her sang. Og nu er troen på rockmusikken genvundet.

Forårssind ved vintertide

Min farmors søster skrev engang for mange år siden et digt, som hun fik trykt i Hjemmet. Min far har fundet digtet og en melodi, som passer til. Og så har jeg spillet og sunget. Og for en stund prøvet at identificere mig med ung, forelsket kvinde. Og det var slet ikke så svært, som man måske lige skulle tro. Og jeg ved ikke, om det siger mest om sangen eller om mit forårssind. Men i hvert fald har min far også fundet en masse gamle billeder, så her er en familiesaga.

Yndlingsplader

Jeg drømte forleden, at jeg mødte Helle Helle. Vi snakkede om hendes romaner. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte lade være med at sige, at jeg ikke syntes ret godt om den seneste. Det må alligevel være træls at få at vide. Hun syntes jo nok, at den var god. I stedet sagde jeg, at jeg bedst kunne lide Rødby-Puttgarden. Men at det nok var lige som med yndlingsplader – jeg tænkte over ordet ”plader”, at det var lidt for gammeldags, og hvad hun så ville tænke om mig, men jeg kunne ikke finde på et bedre ord. Og jeg tænkte også, at hun nok godt ville kunne lide ordet, det signalerer måske alligevel noget retro-coolness – men altså, det var med romaner som med yndlingsplader, at det kommer an på, hvornår man hører dem. Eller læser dem ville det jo så være. For yndlingsplader er jo ikke nødvendigvis dem, som sådan i abstrakt, musikhistorisk forstand er de bedste, men dem som i en eller anden personlig fortælling er de største og bedste og vigtigste. Og Rødby-Puttgarden læste jeg vist nok i 2005. Og dengang var verden jo ung og smuk og lovende… Men så vågnede jeg, og Helle Helle slap ud af min drøm.

Og apropos yndlingsplader, så var der engang, hvor Thomas og jeg hvert år i starten af december udvekslede lister over vores yndlingsplader. Min seneste Top 50 er vist nok den fra 2003. Jeg tror ikke engang, at jeg har hørt 50 plader i år. Faktisk er jeg slet ikke i nærheden. De seneste måneder har jeg stort set kun hørt Dagens Gerning, Der er brev fra Onkel Bob i Amerika og Solsort og forstærker. Og i sommerferien hørte jeg Bon Iver og Meat Is Murder. Og i foråret hørte jeg kun Bruce og Darkness On the Edge of Town. Så 50 bliver det i hvert fald ikke til.

Men lidt og godt er selvfølgelig også bedre end en masse lort. Og til sommer spiller Bruce på Roskilde. Og jeg købte billetter til mig og Henrik og Kim i går. Og det er rigtig rart at tænke på og den bedste kalendergave, man kunne tænke sig.