Monthly Archives: oktober 2011

De efterladte

Dengang i 90′erne kunne vi rigtig godt lide Nick Hornby. Vi syntes, at High Fidelity var en fantastisk roman, fordi den ligesom bare sagde alt, hvad der var rigtigt og vigtigt om livet. På et tidspunkt har han sådan en hønen-eller-ægget-overvejelse, som summerede det hele op:

What came first, the music or the misery? Did I listen to music because I was miserable? Or was I miserable because I listened to music? Do all those records turn you into a melancholy person?

Og dengang var det jo bare sjovt, fordi det var sandt. Men som en ansvarlig forælder er jeg begyndt at tænke over, om det nu er så godt, at jeg udsætter mine børn for alle de her sange om tvivl og tab og tungsind. Som jeg har gjort hver eneste morgen i et pænt stykke tid, når vi hører Olesen-Olesen i bilen på vej til børnehuset. Spørgsmålene fra bagsædet er af den her type: Hvorfor vil han sove hele dagen? Hvad laver en kyniker? Er himmelen virkelig et kedeligt sted? Hvad er en hemmelig kapsel under huden? Hvad betyder skønhedsfejl? Dumsmart? Forfejlet? Rastløs? Osv.

Men det er nu engang den slags, Peter H. Olesen synger mest om. Og sådan er det også på hans nyeste plade, som er lavet sammen med Michael Lund under det lidet opmuntrende navn De Efterladte. Og som jeg fik i sidste uge. Af velmenende mennesker, er jeg sikker på.

Men helt uden distance til selvnedvurderingen er Peter ikke:

Jeg kender turen, jeg har været her tit
Jeg er blevet helt ferm til at spille fallit
Jeg kan mine traurige replikker i søvne
men min timing er lidt slidt

Og så er der måske også sådan en lidt mere håbefuld erkendelse af, at man – især sammen med andre – godt kan få det lidt bedre. Trods alt.

Du siger at lyset en dag vil sejre over mørket
Jeg beundrer din optimisme og ro
Må jeg læne mig op af dit lyssyn
og låne en knivspids af din tro.

Og det er fint og godt med lidt lyssyn, men for børnenes skyld overvejer jeg alligevel at tage noget andet med i bilen snart. Så kan det blive på engelsk. Og så finder jeg bare på noget, hvis Kirstine spørger, hvad de synger om. Noget med guld og diamanter og prinsesser, som er lykkelige, fordi de spiser deres aftensmad. Men ikke endnu. Men snart. For næste torsdag spiller De Efterladte på Musikcaféen i Århus. Og til den lejlighed skal tungsindet og tristessen være i topform. Og så håber jeg, at børnene klarer en uge mere – uden at det sætter sig som varige skader på sjæl og sind.

De efterladte: En knivspids af din tro

Hangman

Jeg havde fødselsdag for ikke så lang tid siden. Og så gav Henrik mig sådan en digital optagedims. Han sagde, at det var fordi, at han var glad for, at jeg er begyndt at lave musik. Og så skulle jeg have noget til det. Og det var rigtig sødt tænkt af ham.

Engang for mange år siden boede vi sammen i en kollegielejlighed i Århus N. Så kom Højlund tit forbi til kaffe på vej hjem fra Journalisthøjskolen. En af de dage sad jeg med guitaren. Så lavede vi en hurtig sang om Hangman. Jeg kan ikke rigtig huske den længere. Eller omkvædet tror jeg nok, at jeg kan huske. For det var ikke så svært. Og det har jeg brugt i en ny sang. Som skulle have været meget bedre. Men syge børn i efterårsferien ændrede på de planer. Og nu får I den alligevel. For Henrik har lige haft fødselsdag, og han synes, at det er bedre at lave noget bras end at se tv.

Og så lover jeg i øvrigt, at næste gang jeg laver musik, så skal det være en glad popsang. Måske om min nye vidunderlige Bamix stavblender. Som Tine har købt til mig. For penge, jeg skulle have haft, da jeg byttede den der optagedims fra Henrik. For den kunne jeg ikke bruge til noget. Men jeg kom for sent, så nu har jeg også en masse penge til gode hos Aage. Så måske køber jeg snart en banjo. Eller en dobro. Det er sikkert også noget for Hangman.

Autumnal

Det er efterår. Det er Arab Strap. Det er smukt.

Real Estate

Der er solid hype af Real Estate på både Svingninger og hos Ivan. Det er der ikke noget at sige til. Pladen, som udkom i går, er mægtig rar. Det er sådan noget nostalgisk indiepop om forstadsliv og forelskelser. Og det bliver jeg aldrig for gammel til. Aldrig. Lyt til hele pladen her. ‘Wonder Years’ er indtil videre min favorit.

Love in a Car

Vi købte ny bil i sommer. Det er dejligt med en ny bil. Og jeg har kørt en del i den her uge. Jeg har kørt rundt med børn. Og kone. Og med mig selv. Indtil jeg blev helt rundtosset. Men det kan nu også være mægtig rart.