Monthly Archives: juni 2011

Kunstnerens kvaler

Ak ja, det er ikke let at være blevet sådan en, der skriver sange. Nu har jeg brugt to dage på at skrive én om en sommerblomst. Og jeg havde fundet på et godt rim. Men jeg er vist hverken gammel eller romantisk nok til at folde blomstermetaforikken ud. Nogen J.P. Jacobsen er jeg sgu bare ikke, så de otte linjer, det er blevet til, de kommer ikke videre end til skitsebogen. Sådan kan det gå.

I stedet vil jeg gå i seng og drømme om at blive et bedre menneske.

Slående lighed med mig selv

Jeg har fået sommerferie. Og jeg fik overstået det sværeste først. Det gjorde jeg i går, da jeg tog på udsalg i Århus. Så nu har jeg fornyet garderoben og er klar til at slappe af. Jeg købte bl.a. en polotrøje, som får mig til at se gammel ud. Siger Tine.

I dag har jeg spillet musik. Og jeg har lavet en sang om en gammel mand i en polotrøje.

Idiot

Du kan kalla mig för idiot
Det har jag ingenting emot
Jag är en idiot
mer än så kan ingen bli…

Som søn så far

Mig og Henrik var på tur i går. Med bøf & bearnaise og øl og rockmusik. Og jeg blev fuld og glad og fuld. Og til sidst var jeg helt ligesom Johnny og ville kun høre “Darkness On the Edge of Town”. Det kom der en uelegant fuldemandsversion ud af, skriver Gaffa i anmeldelsen. Og ja, det er nok mere ømt, end kønt. Men sjovt, det var det.

Donnie Darko

Man ved jo godt, at der er et eller andet, som er grundlæggende godt og rigtigt, når man har en søn på knap to år, der kalder sig selv for Donnie, og som, hver gang vi sætter os i bilen, råber på “Town”, fordi han vil høre “Darkness On the Edge of Town”. Men hans Bruce-begejstring nærmer sig en besættelse, så i lang tid har vi ikke kunnet høre andet, hvis vi ville undgå massiv brok fra bagsædet. At han så tilmed insisterer på liveudgaven fra 1975/85-boksen og ikke engang vil høre studieindspilningen fra 1978, gør bilturene ret ensformige, synes jeg efterhånden.

Og jeg synes jo sådan set, at det er ret umodent kun at ville høre den samme sang hele tiden. Og jeg har tænkt, at det var på tide, at han udviste lidt større rummelighed over for andet musik. Men han har været svær at overbevise. Indtil i dag. Vi var bare på en lille tur ned til biblioteket, og han råbte ganske som ventet på “Town”, da vi kørte. Men jeg sagde, at nu skulle vi høre The Smiths. “Mits. Ja”, sagde han. Og så var det ligesom accepteret. Så vi hørte Meat Is Murder. Bagefter kørte vi hjem og grillede burgere.

Lost in the Supermarket

Vi var i Kvickly i eftermiddag. Mig og børnene. Vi skulle bare have nogle cherrytomater. Så vi tog ikke nogen vogn med ind. Jeg havde ikke lige tænkt over, at det der med at have to løstgående missiler med kunne blive en udfordring. Det indså jeg dog hurtigt, så jeg tænkte, at Kirstine kunne holde tomaterne. Så kunne hun jo ligesom være optaget af denne særligt betroede opgave. Men hun tabte dem selvfølgelig. Og mens min opmærksomhed var rettet mod at få samlet tomater op, så Johnny sit snit til at gå på shopping. Jeg fandt ham ovre ved jordbærrene, hvor han var i gang med sin egen fest. Men vi fik os samlet. Og så købte vi nogle Dora-kiks. Og da vi kom hjem, kastede vi med vandballoner. Og det var alt sammen fint.

Men lige siden har jeg haft The Clash i hovedet. Det er heldigvis også helt okay.

Juniregn

Det er sent. Og det regner. Og jeg læser digte. Fordi det er den tid på året. Og jeg faldt lige over det her af Ole Sarvig, som er mægtig godt og fint sådan en aften som i aften.

Regnmaaleren

Regnmaaleren
med den flade kumme
staar i juninattens bløde regn
paa sin søjle
og lar sig fylde af vand,
mens mørke popler suser
og bevæger deres grene.

Natten kan høres videnom.
Regnen gir genlyd i verden.
Der er tomt. Der er stille.
Alle skabninger sover.

Poplerne suser.

Inat er haven vaagen
og fuld af vellugt.

Ganske stille
som en flad kumme
i juniregnen
vil jeg løbe fuld
af vilje
inat.

Jeg løber nok ingen steder i nat. Men jeg har hørt en regnvejrssang med R.E.M. Og den er også god.

High Highs og hår og solbriller

Forleden hørte jeg den her sang med High Highs hos Ivan. Det er sådan en mægtig rar folkpop-sang, lige sådan som jeg godt kan lide det. Videoen er også et lærestykke i, hvad man skal – og ikke skal – gøre med hår og solbriller. Ham, der synger, består med bravour. Og ham, som spiller keyboard, er dumpet. Mit eget hår – eller hvad man nu skal kalde det – er ikke værd at skrive om. Og jeg går aldrig med solbriller. Men ellers går det nu meget godt. Eller jeg tænker selvfølgelig, at hår og solbriller er sådan en slags maskulinitetsmarkører, og at jeg i den sammenhæng ikke har så meget at byde på. Men jeg har kørt haveaffald væk i dag, og det er da også noget. Og sangen, den er fin!