Monthly Archives: marts 2011

Sommertid

Halløj! Jeg sov indtil klokken halv otte i dag. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet så længe. Og alligevel er jeg træt nu. Men jeg hører den her sang med Teen Daze, og den er godt nok mægtig god som sådan en hypnotisk halvsøvnig nu-er-det-snart-sommer-sang.

Desire

Det var egentlig fordi, at jeg havde lånt en bog af Mikkel. The Audacity to Win hedder den. Den er skrevet af David Plouffe, som var campaign manager for Obama. Den handler om valgsejrene i 2008 – først over Hillary og bagefter McCain. Og det er den mest medrivende bog, jeg har læst i lang tid. Og jeg er ikke i tvivl om, at David Plouffe er det sejeste menneske i verden.

Men så fik jeg altså lyst til at se West Wing igen. Sæson seks. Hvor Santos stiller op som den idealistiske, men usandsynlige kandidat. Og i afsnit 11 er de på kampagnetur i Iowa. Og det hele er meget dramatisk. Og til sidst i afsnittet bliver der klippet mellem hovedpersonerne. De er alle på vej i seng. Hver med sit uforløste begær.

Og samtidig spiller Ryan Adams. Og hvis Plouffe er den sejeste mand i verden, så er Adams den mest nuttede i den her video. Og sangen, ja den er bare smuk.

Om Håkan, skader, katte, kærlighed og Romeo

Håkan var skøn igen i går. Og mig og Anne nåede op på den maksimale hastighed sammen med alle de andre unge. Og vi var meget glade.

Håkan fortalte en historie om, at han en dag i foråret havde gået en tur i parken. Her havde han set et sært kærestepar. Det var en skade, som forelsket løb efter en kat og sagde miav. Næste gang Håkan kom i parken, så han først nogle skadefjer. Og lidt senere så han en veltilpas kattefar, som tog sig et hvil. Håkan sagde, at han fortalte historien, fordi den selvfølgelig viser, at kærligheden kan være kompliceret. Og destruktiv.

Præcis som den var for Romeo.

Men fint, det er det. Og det var vores aften også.

Det bedste

Den sidste sang på den nye Håkan Hellström-plade hedder “Du är snart där”. Det er sådan en hymneagtig Lennon-pastiche, og det er den mægtig god til at være. For noget tid siden lyttede jeg til den. Jeg var vist ude at gå og havde den i hovedtelefonerne. Til sidst i sangen, synger han det samme mange gange. Det er noget med, at alt det bedste ikke kom til at ske for dig. Og jeg tænkte, at det jo egentlig var et ret desillusioneret udtryk, men selvfølgelig fair nok. Håkan er jo heller ikke helt ung længere. Og den slags tanker kan vi vel alle blive ramt af engang imellem.

Nå, men nu har jeg så googlet teksten. Den er på svensk, og jeg havde selvfølgelig ikke hørt rigtigt. For han synger jo, at “jag tror / när vi går genom tiden / att allt det bästa / inte hänt än”. Altså at det bedste endnu ikke er sket. Og det er jo meget bedre. (Men han synger det nu mange gange. Sådan nærmest besværgende mange gange.)

Digteren fra forleden har for resten et andet sted sagt, at det bedste er, at der hele tiden har været lidt mere af “det bedste” end af “det værste”. Og det er da en optimistisk tanke.

Og det bedste – sådan lige rundt om hjørnet – er for mig personligt, at Anne og jeg skal se Håkan på Voxhall på fredag. Og at vi først skal spise hos Malling & Schmidt. Og drikke øl bagefter. Det er det bedste for mig.

Rystet spejl

Søren Ulrik Thomsen udgav nye digte tidligere på ugen. Rystet spejl kalder han samlingen. Jeg har læst nogle af dem. De er gode. Selvfølgelig er de det. For han kan noget med ord, når han skriver om livet og døden (især) og kærligheden. Og om før og nu. Og fravær og nærvær. Og alle de der vigtige ting.

Et af digtene starter sådan her:

Selv om du stadig er smuk
Er det alligevel på en anden måde
End dengang vi dansede i regnen

Og det lyder jo både modent og hengivent og rart. I et interview siger Thomsen noget med, at digtet er vellykket, hvis det bliver til noget objektivt, løsrevet fra ham, så læseren i stedet kan læse det og tænke på en kvinde, som læseren selv har danset med i regnen, i sneen eller hvor som helst. Digtet kan altså bruges som spejl, siger Thomsen, men det er et rystet spejl, for det gengiver ikke noget 1:1.

Og så fik vi forklaret titlen.

Det der med at møde et spejl, det kan være både forførende, fortryllende og foruroligende, tror jeg nok. Og man skal passe på, at man ikke ødelægger det. Altså spejlet. For så venter syv års ulykke. Og alt det handler den her sang vist en lille smule om. (Den er med Clem Snide. Hvis man hellere vil høre originalen med Velvet Underground & Nico, så er den her. Men jeg synes nu, at den der Snide-udgave er meget sød).