Monthly Archives: december 2010

Glædelig jul

“Da jeg vågnede, så tænkte jeg, at det bare er en helt almindelig dag i dag”, sagde Kirstine til mig i morges. “Men så tænkte jeg, at det er juleaften. Er det ik’ bare fedt, far”?

“Det er SÅ fedt”, sagde jeg.

Vi holder jul i bjergene. Eller i hvert fald på toppen af Lindbjergparken. Det er jo Bonnie-prinsen – eller ret beset er det vel Will Oldham, som han hed dengang i Palace-dagene – som gør det i bjergene. Men nogle gange har jeg lidt svært ved at skelne mellem sangene og livet. Det går jo nok…

I hvert fald vil jeg ønske en glædelig og fredfyldt jul til alle jer, der læser med.

Mig og Kathleen

Jeg er lige faldet over den her video. Den er med Kathleen Edwards. Det er hendes bedste sang, synes jeg. Og den er rigtig god. Videoen er fra Århus. Hun spillede der i juni 2008. Jeg kan godt huske, at jeg havde læst om den koncert, men jeg havde vist nok eksaminer den dag og kunne ikke lige overskue at tage til koncert. Og så godt kendte vi ikke hinanden dengang, mig og Kathleen. Det kan jeg godt ærgre mig over nu. Sådan med mere end to års forsinkelse. For hun synger vel nok dejligt. Og ser mægtig rar ud.

Men siden er vi blevet venner. Sådan helt officielt på Facebook. Det var mig, der spurgte. Så nu skriver hun til mig engang imellem. Og hun er vist lige ved at være klar med sin næste plade. Og så håber jeg, at hun skal ud på landevejen med den. Og at hun lægger vejen forbi Århus igen. Så skal jeg nok være der.

Summertime

Hendes kjole er kort, og stemmen er vel nærmest den sødeste i verden. Og så synger hun om at gå hånd i hånd i parken. Om sommeren. Det er meget rart sådan en kold dag midt i december.

Jeg havde lidt glemt dem. The Sundays. Men så dukkede de pludselig op. Engang var jeg rigtig glad for dem. Altså meget. Det var dengang, jeg lige var begyndt på universitetet. Og når jeg nu hører dem igen, så er det lidt som at hoppe ind i en tidsmaskine. Og 1995 kunne være en sjov destination. Men mindre kan nu også gøre det. Fx bare til noget sommer af en eller anden slags.

Jackpot

For et par måneder siden modtog jeg den her mail:

Hej Søren

Du har svaret rigtig på spørgsmålene vedr. boligarrangementet d. 5/10 og vi har udtrukket dig som vinder.

Derfor står der en rygsæk med indhold klar til afhentning her i afdelingen.

Med venlig hilsen
XX

Danske Bank
Ølgod Afdeling

Det var lidt en løjerlig mail, men jeg tænkte, okay det her er min store chance… Og skrev tilbage:

Hej X

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg er den rette modtager af ovenstående mail. Jeg mindes ikke at have svaret på nogen spørgsmål vedr. et boligarrangement, men altså, jeg vil da gerne modtage gaven :-)

Kan jeg så ikke komme og hente den i Skanderborg-afdelingen? Det er den, jeg bruger normalt.

Vh. Søren

Og der kom så et nedslående svar fra Ølgod:

Hej Søren

Det beklager jeg – der var en skrive-fejl i email adressen.

Med venlig hilsen

Tja… tænkte jeg. Jeg nåede da lige at føle mig som en vinder. Men sådan skulle det ikke være.

Nå, men jeg har været alene hjemme med børnene i dag. Midt i aftensmaden ringer telefonen. I et anfald af hidtil ukendt vovemod tager jeg den, selv om jeg ikke genkender nummeret, der ringer. Det viser sig at være fra Las Vegas. Jeg har vundet en eller anden jackpot, og jeg skal taste 9 for at modtage min præmie. Og så lægger jeg på.

Nu har jeg gået og tænkt lidt over, om jeg ikke skulle have givet det en chance. Måske havde jeg faktisk vundet. Og så er det jo åndssvagt, at jeg ikke får min præmie. Men altså, nu har jeg prøvet at tage chancen, og det gik ikke. Og jeg har prøvet at undlade at forfølge en mulighed, så den blev heller ikke til noget. Så en vinder er jeg vel næppe. Måske mere sådan en second time loser. Og nu er det jo fredag aften, og jeg har masser af tid, så jeg sidder og tænker på, om det er sådan noget eksistentielt. I givet fald synes jeg, at det er bekymrende, at jeg tog chancen med Ølgod. Og afviste Las Vegas…

Nuvel, der er jackpot til alle, som gider at høre Tocotronic.

Vintervila

Hon sjunger kärlekssånger för min hud
Hennes tunga skriver mjuka melodier
på ett ungt bröst där håret börjat växa först nu

Ännu är det vinter
och den stora vita björnen ligger kvar
den har lagt sig över asfalten och husen
Jag hoppas att den inte ger sig av
Så vi kan ligga kvar

Vi pratar om varandra
Jag låter mina tankar vandra
Hon är tyst och bara andas
i ett litet ögonblick

Hon bläddrar förstrött bland mina skivor
ler och sätter på “Here comes the sun”
Det enda som rört sig här är tiden
Och klockan klämtar för vårt ide

Någon spelar på ett piano ovanför
en haltande, klumpig Für Elise
Hon dansar runt som för att visa att hon hör
Jag älskar allt hon gör

Vi pratar om varandra
Jag låter mina tankar vandra
Hon är tyst och bara andas
i ett litet ögonblick

Vintervila er en gammel sang med Kent. Jeg har altid holdt meget af den. Den handler vist om at være ung og forelsket og sneet inde. Og den er sådan bare sød og uskyldig og meget rar, når Joakim Berg synger, at han håber, sneen bliver liggende, så han og kæresten også kan gøre det.

Men der er noget, jeg undrer mig over. Og det er, at pigen i tredje vers sætter Here Comes the Sun på. For det er jo netop en hyldest til foråret. “I feel that ice is slowly melting”, synger George Harrison jo. Og så er det jo slut med de unge kæresters vinterhvile.

Jeg ved ikke helt, hvad man skal lægge i det. Måske er sangen så alligevel ikke bare en uskyldig forelskelsessang. Måske foregriber sangen forelskelsens ophør. Måske rummer den en bevidsthed om, at det, som lige nu og her er meget rart og dejligt, også vil slutte på et tidspunkt. Og så er det straks en noget mere moden sang.

Måske er det bare en påmindelse om, at man ikke skal lade kærester sætte musik på.