Monthly Archives: november 2010

Mere sne

Jeg skulle have været til julefrokost hos Per i Sdr. Sejerslev i dag. Men snevejret ville det anderledes. Det har jeg været lidt træt af. Hos Ivan har jeg lige hørt den her sang med Tiny Fireflies om sne. Den kan bløde selv det mest vinterkolde hjerte lidt op.

America

Vi læste forleden en bog om hunden Sofus, der rejser ud i verden. Altså mig og Kirstine. Så snakkede vi om, at vi gerne ville til USA sammen engang. “Jeg har jo aldrig ik’ prøvet at flyve”, sagde Kirstine. Så vi blev enige om, at det snart var på tide. “Vi ska’ ha’ madpakke med”, sagde hun så. “Det ska’ være knækbrød med smør og saftevand”. Jeg fortalte hende, at der også er Burger King i USA. Og en burgerbar som hedder Jack in the Box, som jeg engang har elsket. “Det lyder rigtig godt”, sagde Kirstine.

Snow Day

Det sner. Og det er en dårlig dag for Lisa. Men hun er mægtig sød. Og det skal nok gå. Hun har jo sin medicin.

Ramlar

Det var i fredags. Jeg ramlede ind i et tog, som tog mig hele vejen til København. Der mødte jeg Anne, og så ramlede vi videre ind på O’Leary’s, hvor der var dobbelt op på de store fadøl. Og så lækker mad og vinmenu på Nimbs brasseri. Bagefter ned ad Istedgade med øl og røg sammen med Thomas. Og så endte vi på Vega, hvor Håkan Hellström viste os den maksimale hastighed. Jeg var gennemblødt af glæde. Håkan var så smuk, og han sang så fint, og Anne var vist forelsket. Og jeg blev fuld og glad og varm. Efter koncerten ramlede vi tilbage til Hovedbanen. På vejen købte vi Heineken og cheeseburgere til toget. Och det är lång väg ner. Och jag skulle aldrig ramla mer.
(Not until the next time.)

Just Like Heaven

John er syg. Så vi er hjemme. Vi ser musikvideoer på YouTube. Det er mægtig rart, for han har aldrig rigtig gidet at se tv før. Men nu sidder han og synger med og klapper løs. Den her kan vi begge godt lide.

The Promise

Det var vist egentlig Elins plade. Men min far ville gerne have den. Måske købte han den af hende. Måske lånte han den bare, og så beholdt vi den. Jeg kan ikke helt huske det. Men det var i 1987 eller 88. Og pladen var Bruce Springsteens Darkness on the Edge of Town.

Det var det første hele album, som jeg sådan rigtig blev optaget af. Og det var en stormende forelskelse, som brænder vedvarende – nu mere end tyve år senere. Dengang fik jeg spillet pladen over på bånd, og så lå jeg og hørte den på briksen på mit værelse i Hjordkær. I starten kunne jeg allerbedst lide Prove It All Night, så den hørte jeg mange mange gange (og det var noget med at spole tilbage og håbe, at man ramte det rigtige sted, så slutningen af Streets of Fire har jeg også fået hørt nogle gange), men med årene er jeg blevet rigtig glad for samtlige ti sange.

Pladen udkom i 1978 og var opfølger til Springsteens kommercielle gennembrud Born to Run fra 1975. Men den er mørkere, mere moden og mere melankolsk end forgængeren. »Den handler om at blive voksen, at vænne sig til et liv med kompromiser og begrænsninger… man er stadig vred og rebelsk, men også voksen, og man har opdaget, at man ikke bare kan stikke af«, har Springsteen sagt om pladen.

I næste uge udkommer bokssættet The Promise – The Darkness on the Edge of Town Story Box. Boksen indeholder tre cd’er og tre dvd’er med bl.a. en remasteret udgave af Darkness samt en masse tidligere uudgivet materiale og dokumentarfilmen The Promise: Making of Darkness on the Edge of Town. Det lyder sindssygt lækkert.

Så det er klart, at den boks vil jeg gerne have. Og ja, jeg ønsker mig den til jul, hvis nogen af sidens læsere skulle overveje at give mig en julegave.

Rutsjebaner og sejlbåde

Bloggen døde engang i oktober. Det var et eller andet teknik, som jeg nu har fikset. I mellemtiden har jeg levet på livet løs. I Skallerup, Skanderborg og Strasbourg. Og alle steder hører jeg de samme sange. Og de er med Red House Painters. Det er blevet et totalt yndlingsband for mig, sådan omtrent tyve år for sent. Den her sang handler om rutsjebaner og sejlbåde og ulykkelig kærlighed. Og den er vist lidt nostalgisk. Men meget fin.