Monthly Archives: juli 2010

Once

Det er sommer, og vi har tid til at se film. Så vi har set Once, som jeg engang for hundrede år siden læste om i avisen. Og jeg tænkte, at det måtte være verdens bedste film. Og det er det nok ikke. Men den er mægtig rar. Den er sådan lidt romantisk og handler om en irsk gademusikant og en tjekkisk indvandrer, som spiller musik sammen og bliver forelskede.

Det forelskede par spilles af Glen Hansard og Marketa Irglova, som vist nok fandt kærligheden på arbejdspladsen, for de blev kærester i virkeligheden, mens de lavede filmen. Og så spiller de også musik sammen og kalder sig The Swell Season. Og engang optrådte de med ‘You Ain’t Goin’ Nowhere’, og det er jo omtrent min yndlingssang i verden.

Et liv i korthuset

En dag for snart længe siden spurgte Ulrik, om jeg aldrig hører Radiohead mere. Og helt ærligt, så bliver det ikke til ret meget længere. Jeg synes nok, at de var bedst dengang sidst i halvfemserne med The Bends og OK Computer. Men her i ferien har jeg haft den nyeste plade, som med sine snart tre år ikke er helt ny længere, med i Toyotaen på turene ud i sommerlandet. Og der er nogle fine sange på den. Helt bestemt. Jeg kan bedst lide ‘House of Cards’. Det er vist noget med, at livet er lidt som et spil kort. Og at vi ikke altid selv bestemmer, hvordan kortene bliver fordelt. Så et liv i korthuset bliver ikke nødvendigvis sådan, som man havde tænkt sig, at det skulle blive. Og det skal man så lære at leve med. Og det er vist ikke helt let, lyder det til. Men det lyder godt, for guitaren er sprød og Thom Yorke synger stadig som en drøm.

If Not for You

Vi var til bryllup i går. Louise og Martin blev gift, og det var en rigtig dejlig fest med godt selskab og superlækker mad. Anne og jeg havde fundet på, at vi skulle synge ‘If Not for You’. Så det gjorde vi, og jeg spillede guitar, og det var helt fint. Vores sang blev vist ikke foreviget. Men her er den med Bob og George. Og de er også mægtig gode. Og søde.

Superfreaky Memories

Engang for ti år siden var jeg til en koncert med Luna på Bowery Ballroom i New York. Mig og Dean Wareham havde helt det samme tøj på, og vi havde ikke engang aftalt det. Nå, men efter koncerten købte jeg en grøn t-shirt, som jeg lige har fundet igen. Det er en sjov t-shirt. Jeg havde den på første gang, jeg kyssede Tine. Og jeg havde den på, den dag jeg startede på gymnasiet i Skanderborg. Det er da superfreaky memories.

At the Zoo

Der er langt fra Djursland til Central Park. Både geografisk og mentalt, og sikkert også på sådan stort set alle andre måder. Men man kan se dyr begge steder. Og New York bliver det ikke til denne sommer, så vi var forleden i Skandinavisk Dyrepark med Thomas og Anne Stine og Store-Asta. Det var rart at se gamle venner, og dyreparken er et dejligt sted. Engang i tidernes morgen spillede Thomas Bookends for mig, som er en plade med Simon & Garfunkel. Sidste nummer på den er ‘At the Zoo’, og det er en vaskeægte perle.

Historien om en hylde

Det startede i begyndelsen af februar, hvor jeg kørte ud til HTH i Tilst. Jeg skulle have en hylde. De havde den ikke, men ville få den hjem snart. Fjorten dage senere tog jeg igen turen til Tilst, men kom hjem uden hylde. De havde alligevel ikke fået den hjem. Så gik der noget tid, eller lang tid, og der skete ingenting. Indtil Tine tog affære. Hun ringede. Og to dage efter blev hylden leveret. Så prøvede jeg en dag i starten af maj at få hylden op at hænge. Men væggen kunne slet ikke bære hylden. Og så stod jeg med en dum hylde, otte huller i væggen og ondt i sjælen. Så gik der igen lang tid. Indtil i dag, hvor det skulle være. Jeg målte op og satte mærker. Og lånte en slagboremaskine af naboen. Og gik i gang med at bore. Men det var en dårlig maskine. Så boret blev varmt, og jeg brændte min finger. Og der gik timer. Og jeg svedte og bandede. Og så gik jeg over til genboen og lånte hans boremaskine. Og det var virkelig et lækkert stykke værktøj. Den klarede betonvæggen, som var det smør. Og efter en del besvær fik jeg beslagene til at passe. Og hylden kom op at hænge.

Og det var godt. For hylden har reddet mig som en mare gennem hele foråret. Den blev et billede på min uformåenhed, på min utilstrækkelighed. Men nu hænger den der. Ikke lige sådan som det egentlig var tænkt. Og ikke uden grimme huller i en anden væg og ar på min sjæl. Men den hænger der.

Mens jeg gik og ryddede op efter hyldeprojektet og tænkte på alt det her og livet i det hele taget, hørte jeg Bon Iver. Det var mægtig rart.

VM-finalerne: 2010

Det er vist ikke breaking news, at Spanien blev verdensmestre i søndags ved at slå Holland 1-0 på et mål af Iniesta i den forlængede spilletid. Mange havde Spanien som favoritter inden turneringen, og det var vel også okay, at de endte med at stå med trofæet. Undervejs kunne jeg nu også meget godt lide tyskerne. Og så syntes jeg i modsætning til så mange andre, at Holland faktisk gjorde det fint i finalen. Og Danmarks indsats var tæt på pinlig. Mere er der vist ikke at sige til det VM.

Jeg så finalen med gamle venner. Det var Henrik og Bruce og Bobby Jean og mig. Vi var på miniferie i Odense, og vi snakkede om livet og døden og kærligheden og lidt om min nye bedste ven, der hedder Thomas, og om gamle dage (og alle de piger, vi aldrig fik) og fremtiden (som bliver uden cd’er, tastatur og mus, spår Henrik) og alt muligt andet. Det var enormt rart.

VM-finalerne: 2006

Finalen i 2006 blev afgjort efter en masse straffespark. Og så var Italien verdensmestre. Det skulle have været Frankrig, syntes jeg. De var underdogs og havde startet turneringen skidt, men de spillede sig op, og Zidane var bare supergod. Men han fuckede også op til sidst med sit berømte gedebukkestød. Det er meget rart at have helte, der også fucker op.

Jeg så kampen sammen med Ove og Henrik i Oves lejlighed. Det var en varm aften, og vi drak rigtig mange øl. Og vi snakkede om det der Youtube, som var ret nyt og moderne. Og vi hørte musik. Masser af musik. Og vi hørte helt sikkert ‘Tigress’ med Songs: Ohia, for den hørte vi altid i de år.

VM-finalerne: 2002

Brasilien blev verdensmestre for femte gang i 2002 ved at slå Tyskland 2-0 i finalen. Det var helt, som det skulle være.

Jeg så finalen sammen med en masse drenge i Henrik og Lenes lejlighed, og de var lige blevet gift, så der var sådan en post-polterabendstemning. Måske også fordi, at kampen blev spillet i Japan, så på grund af tidsforskellen var det her hos os en eftermiddagskamp. Og jeg var kommet meget sent i seng dagen inden. Jeg havde siddet hos Ove og hørt musik, som vi gjorde tit dengang. Vi havde helt sikkert hørt Galaxie 500 og The Go-Betweens. Og Bright Eyes. For det var mit yndlingsband. Og yndlingssangen dengang var ‘Haligh, Haligh, a Lie, Haligh’.

VM-finalerne: 1998

Frankrig blev verdensmestre i 1998. De slog Brasilien 3-0 i finalen. Zidane scorede to mål. Jeg så finalen hjemme på mit kollegieværelse sammen med Henrik og Kim og Højlund. Vi havde været til grøn koncert, og i halvegen ristede vi pølser på mit lille komfur med to kogeplader.

Det var et godt VM. Også for Danmark. Godt nok sluttede festen med et nederlag til Brasilien i kvartfinalen, men det var et smukt nederlag. Og det var Michael Laudrups sidste kamp. Og måske er tabets og afskedens skønhed den største. Eller hvad ved jeg… Det lyder måske nok lidt småfilosofisk, men Henrik og jeg gik jo også på universitetet dengang. Og taberromantik var i hvert fald noget, vi dyrkede. Og det kan da godt være, at vi en sjælden gang imellem var kloge og småfilosofiske, men for det meste snakkede vi vist bare om fodbold og musik og de kvinder, vi ikke kunne få. Vi var vilde med David Bowie og Radiohead, men den her fodboldsang, var vi også meget glade for.