Monthly Archives: marts 2010

Joanna Newsom

For en måneds tid siden lå Joanna Newsoms nye cd i postkassen, da jeg kom hjem fra skole. Eller cd er egentlig en underdrivelse, for der er tale om en tredobbelt cd i meget flot indpakning. Så det der med lige at få den hørt, det har egentlig slet ikke været så let. I ved, børn og masser af arbejde og en kone med lungebetændelse er jo ikke ligefrem optimale betingelser for fordybelse i to timers excentrisk harpespil mm. Men lidt har jeg fået hørt, og det lyder rart.

Hvis man ikke kender Joanna Newsom, så synes jeg, at man skal læse Simon Lunds anmeldelse. Den giver en vældig god introduktion. Man kan også bare se den her video, som er fra Joannas første plade. Sangen er rigtig god og lige til at blive forelsket i.

Fox in the Snow

Jeg har været en tur i Århus i dag. Jeg har powershoppet. For foråret er på vej. Så uldgarderoben skal skiftes ud med bomuld. Egentlig hader jeg at købe tøj. Men nu er det overstået. Og da jeg kom hjem, var der endda kommet en t-shirt med posten. Tøj på postordre er faktisk mere mig. T-shirten ser sådan her ud. Jeg havde bestilt den, fordi jeg godt kan lide den her sang.

Bonnie ‘Prince’ Billy

Bonnie-prinsen spiller i København til maj. Og Henrik har skaffet billetter. Så vi skal afsted på tur. Det bliver skønt. Jeg har set prinsen tre gange før. I Hamborg, i Århus og i København. Og hver gang har det været forrygende.

Der er også en ny plade på trapperne. The Wonder Show of the World hedder den. Jeg hørte engang en lille appetitvækker, og ud fra den at dømme er der tale om en mere afdæmpet plade end sidste års Beware, som var fremragende. Men afdæmpet er altid godt, når vi snakker Bonnie, så jeg har høje forventninger.

I det hele taget har jeg kun gode ting at sige om Bonnie ‘Prince’ Billy – eller Will Oldham, som han rigtig hedder. Hans ting fra 90′erne med Palace hører til blandt mine absolutte favoritter, og gennem det første årti i dette årtusind er der ingen, der når ham. Mange foretrækker de tre første Bonnie-plader (I See a Darkness, Ease Down the Road og Master and Everyone), men jeg er nu også mægtig glad for Greatest Palace Music og sidste års Beware.

Men altså, han er en sær snegl og bare god. Eller den bedste. Og så er det lige meget, om han synger om depression eller parforhold eller arbejdsheste eller hvad det nu kan være.

Tougher Than the Rest

Jeg har hørt Tunnel of Love det meste af ugen. Det gør jeg engang i mellem, fordi det jo på en måde er den bedste plade, der nogensinde er lavet. Så jeg havde den altså med i bilen i torsdags, da jeg kørte til Tilst. Der, midt i myldretidsmotorvejens sære skønhed, hørte jeg Tougher Than the Rest. Og det stod pludselig klart for mig, at den sang handlede om mig. Omgivet af biler, asfalt og sne kunne jeg med ét genkende mig selv. I et kort øjeblik følte jeg altings sammenhæng. Og det var rart.

Således opløftet ankom jeg til HTH for at hente en hylde, jeg havde bestilt for fire uger siden. Men der var ingen hylde. En fejl i vores edb-system, undskyldte HTH-manden. Jeg burde selvfølgelig være blevet vred og skulle have insisteret på, at de så måtte bringe hylden ud, når de havde fået fat på den. Men jeg var træt. Træt af for meget arbejde og for mange syge børn. Så jeg kunne ikke andet end at resignere.

Jeg hastede gennem Bilka. Og skyndte mig hjem. Tougher Than the Rest? Tjo…