Monthly Archives: januar 2010

John Wayne Gacy, Jr.

John Wayne Gacy, Jr. var en seriemorder, der i 1970′erne voldtog og myrdede 33 drenge og unge mænd i Chicago. 27 af dem havde han begravet i et rum under gulvet i sit hus, mens andre blev fundet i nærliggende floder. Han fik tilnavnet “Dræberklovnen”, fordi han i en periode havde et bijob som klovn under navnet “Pogo the Clown”.

Hvis jeg var engelsklærer, så ville jeg lave et lille forløb om denne dræberklovn. Så kunne eleverne fx læse den her artikel, og så kunne vi snakke lidt om, hvad han var for en, og hvad der havde fået ham til at gøre det, og de kunne øve gloser, og hvad man ellers gør i sådan nogle engelsktimer.

Bagefter skulle de læse teksten til Sufjan Stevens’ sang om Gacy. Og så skulle vi snakke om, hvordan Stevens transformerer seriemordermotivet til en fortælling om, hvordan vi alle bærer rundt på grimme hemmeligheder, at vi alle er syndere (for Sufjan tror nemlig på Gud): “And in my best behavior, I am really just like him. Look beneath the floor boards, for the secrets I have hid”.

Og så skulle vi høre sangen, og vi skulle blive enige om, at det var en rigtig smuk melodi, og at musikken rykker yderligere ved vores opfattelse af Gacy, så vi nærmest bliver sympatisk indstillede over for seriemorderen. Vi ville især lægge mærke til klaveret i slutningen af andet vers, som er både smukt og urovækkende.

Til sidst skulle vi snakke lidt om genrer, om hvordan skønlitteratur i højere grad end sagprosa lægger op til følelsesmæssigt engagement, til identifikation og refleksion.

Hvis det var en god klasse, så ville jeg også spille Casimir Pulaski Day, fordi den er så trist og smuk og sød, og måske også The Predatory Wasp of the Palisades Is out to Get Us!, bare fordi den er mægtig god.

Skovbranden

“There’s a forest fire every time we get together”, synger Lloyd Cole på debuten Rattlesnakes fra 1984. Og sådan er det også med mig og Lloyd; det er som en skovbrand, hver gang vi er sammen. Og engang var det rigtig tit, ja næsten hele tiden. Så sad jeg på kollegieværelset og spillede Tetris på computeren, mens jeg røg smøger og ærgrede mig over, at jeg ikke kunne finde ud af det med pigerne og universitetet (ikke at jeg for alvor prøvede, men alligevel…). Men Lloyd var jeg glad for. Faktisk så meget, at jeg gav Søs Easy Pieces tre fødselsdage i streg.

Der har så været nogle år, hvor der ikke har været så meget gang i skovbranden, men takket være Anne fra skolen er Lloyd og jeg igen sammen. Hun har nemlig givet mig et par af hans nyere plader, og når jeg hører Lloyd på dem, så er det lidt som at komme hjem til mig selv.

Årene, som er gået, har også gjort Lloyd ældre. Og det har sat sine spor: “No longer angry, No longer young, No longer driven to distraction, Not even by Scarlett Johansson”, synger han her, og på hans blog kan man læse om økonomiske kvaler og en krop, der ikke længere opfører sig ordentligt. Men han er stadig nuttet, påstår Anne.

Tja, en lidt nørdet udgave af Morrissey, tænker jeg, men det er jo heller ikke dårligt. Faktisk er han ret god – og måske allerbedst på den her, som er fra debuten, men her i den voksne mands udgave fra 2009.

Så unge

I disse dage er det femten år siden, at jeg startede på Askov Højskole. Det var sammen med Thomas og Lars og Thorkild og en masse andre. Det var dengang, at Dog Man Star var helt ny og det smukkeste, vi nogensinde havde hørt. Og det var ‘Babies’ med Pulp, og Olympian med Gene på et hotelværelse i Amsterdam. Og det var The Smiths og Morrissey hele tiden. Og vi lærte Hunky Dory at kende. Og bagefter “Heroes”. Det var vildt. Så unge bliver vi aldrig igen.