Monthly Archives: november 2009

Biler, biler, biler…

Jeg gik engang på universitetet. Når man har gjort det i lang tid, skal man skrive noget, der hedder et speciale. Det er sådan en meget lang opgave, hvor man selv vælger emnet. Så jeg skrev om nogle rocksange, jeg godt kunne lide.

En af dem var Airbag med Radiohead, der handler om en mand, som overlever et trafikuheld. Radiohead har skrevet et par andre sange, som også handler om biler og trafik, nemlig Killer Cars og Stupid Car, og som titlerne antyder, så udtrykker de en mistillid til og angst for biler.

Jeg syntes dengang, at det var interessant, at Radiohead med disse sange vender rockmusikkens mest dominerende frihedssymbol på hovedet. Bilen bliver nemlig i langt de fleste rocksange brugt til at flygte fra det hjemlige og mondæne: “Cars and speed are the heroic way out of the claustrophobic confines of small town-mediocrity”, skrev Simon Reynolds & Joy Press i en anbefalelsesværdig bog.

Alt dette kom jeg i tanke om forleden, da jeg sad helt alene i bilen med mig selv, min virkelighedsflugt og den nye Built to Spill-plade (der er glimrende!). Det stod også klart for mig, at jeg dengang for mange år siden ikke helt havde forstået omfanget af ønsket om bare at sidde i en bil…

Turen forleden gik til Ry. Der er 12 kilometer. Så købte jeg et BRIO-komfur. Og så kørte jeg hjem igen.

Do You Believe?

Jeg skrev engang en sang. Det er vist nok 12 år siden. Det var meningen, at det skulle være en højtidelig og simpel popsang. Så spillede jeg den med mit band, som hed Stain, og det var Jeppe, der sang, og Rasmus på bas, Søren HC på trommer og Christer og mig på guitar. Og så optog vi den på bånd, og nu har jeg fundet båndet og lavet en mp3. Lyt til den her:

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Trommeslageren er stadig min meget gode ven. Nu stiller han op til byrådet i Århus. Han er godt nok radikal, men det kunne da være værre. Jeg synes, du skal stemme på ham, hvis du har muligheden.

Blå sol over Esbjerg

Det er nu bare sjovest at holde med et hold, der vinder. Især når det er over Brøndby. Og man har Johnny Madsen til at synge slagsangen.

Cymbals Eat Guitars

Årets bedste plade med et nyt band! Anderledes kan det ikke være med Why There Are Mountains af newyorker-drengene i Cymbals Eat Guitars (forsangeren Joseph D’Agostino er vist nok kun 20 år). Pladen er legesyg, overraskende og overvældende som en middag på gourmetrestaurant. Og det kan jeg jo godt lide. Og ja, rigtig god i sin tur rundt i amerikansk støj-, slacker- og indierock, hvor navne som Built to Spill, Pavement, Modest Mouse og Dinosaur Jr. står som de mest tydelige inspirationskilder.