Jeg kunne godt tænke mig at holde en lille fest. Det skulle bare være mig og Heston Blumenthal og Kathleen Edwards. Heston skulle lave maden. Og Kathleen skulle synge.
Mens resten af Danmark har været på den anden ende på grund af det der regentjubilæum, har jeg haft en meget, meget stille weekend. Tine og børnene kørte til Fyn i går formiddag og kom hjem til aftensmaden i dag. Så jeg har haft halvandet døgn for mig selv. Og jeg har fået arbejdet. Og spist mine måltider stående eller foran fjernsynet, hvor jeg har set The Social Network, og den kunne jeg rigtig godt lide, og det allerførste afsnit af Mine glade 60′ere, og det var et nostalgisk gensyn, og når serien jo i sig selv er nostalgisk, så må det vel være en slags nostalgi i anden potens. Som jo også er en slags potens. Jeg har også spillet guitar. Og vasket tøj. Og støvsuget. Altsammen uden at få sved på panden. Og så har jeg fået hørt King’s Daughters & Sons, som Ivan havde som årets overraskelse i sin status for 2011. Og det er, som Ivan ganske rigtigt skriver, “absolutely fucking brilliant”. Så det har været en mægtig rar weekend.
Jeg havnede sådan nærmest ved et tilfælde hos The Ascetic Junkies, fordi jeg hørte en sød sang med catchy kor. Og så præsenterer de sig ret tiltalende på deres hjemmeside:
Various individual members of the band have been known to enjoy music, night-walks, cooking, building things, local beer, bicycles, hiking, the state of Oregon, whisk(e)y, stray cats, books, oceans, swimming holes, psychedelia, the concept of a lost pre-10,500-BC civilization that was really advanced, northwest weed, long drives on empty stretches of highway, and wishing that any of us could freestyle.
Jeg kan også godt lide musik, det siger sig selv. Og night-walks, selv om det ikke bliver til så mange for tiden. Og cooking – det er klart; jeg lavede sådan noget halløj med kammuslinger til nytår, som gjorde mig glad. Og building things er også okay. Altså hvis det er i Lego. Ellers er min begejstring nok lidt mere afmålt. Local beer er jeg helt med på. Og bicycles og hiking har jeg som sådan ikke noget imod. Og the state of Oregon synes jeg er mægtig rar. Engang for lang tid siden var jeg på tur rundt i Oregon, og det kunne jeg godt lide. Her er endda et foto. Og jeg kan godt lide at drikke whisk(e)y. Og i skrivende stund kunne jeg godt lige have lyst til det. Stray cats er til gengæld ikke mig. Books kan jeg principielt godt lide, selv om jeg nogle gange kan have svært ved at komme i gang. Men jeg har for nylig læst en bog med et kapitel om Bruce Springsteens røv. Den var fin. Og for tiden læser jeg Knausgaard. Det er også helt okay. Oceans kan jeg godt lide. Swimming holes er jeg nok lidt mindre tændt på. Og psychedelia kan være fint nok. Men alt med måde, tænker jeg nu om det. Og the concept of a lost pre-10,500-BC civilization that was really advanced er naturligvis vildt fascinerende; jeg kan måske allerbedst lide det der med, at der engang har været noget, som var fantastisk, men som nu er tabt. Men som måske måske måske kan blive fundet igen. Northwest weed har jeg aldrig prøvet, men det lyder rart. Long drives on empty stretches of highway er bedre end 1000 timers terapi, tænker jeg. Og kunne godt lige bruge 100 km uden trafik (men så sku’ jeg nok droppe den der whisk(e)y). Og wishing that any of us could freestyle kan jeg kun tilslutte mig.
Så alt i alt er vi meget på linje, mig og dem fra Ascetic Junkies. Så måske kunne vi blive venner. Og her er sangen. Den er god.
Vi sidder på gulvet. Mig og Johnny. Vi leger. Og hører musik.
J: Hvad er det for noget dejlig musik?
S: Det er Bruce.
J: Bruce. Det er ikke Town.
S: Nej, den hedder Racing in the Streets.
J: Streets. Det er en dejlig sang.
Det er jo en sød sang. Og Christian fra Figurines synger næsten som en engel. Og så betyder det mindre, at Nikolaj Nørlund sidder og ser anstrengende ud. For sangen er sød. Som sagt.
Jeg fik juleferie i går, så jeg har brugt formiddagen på at se Martin Scorseses nye film om George Harrison. Første halvdel handler om årene med The Beatles, og det er et rigtigt fint gensyn med en historie, som er fortalt mange gange før. Her er der fokus på George, og selv om mange anmeldere hæfter sig ved, at Harrison i Scorseses fremstilling ikke er så meget den stille tredjeviolin, som man har villet gøre ham til, så synes jeg, at det mest bevægende er den der nærmest mytologiske aura af ungdom og uskyld, der svæver over George. Filmen er lang, og jeg havde svært ved at holde mig vågen til anden halvdel. Og det er lidt en skam. For det er den, som handler om at blive voksen og finde meningen med livet. Så måske skulle jeg se den igen. Men hvis man ikke lige har tre timer og tyve minutter, så kan man høre “Run of the Mill”. Den er stadig fantastisk.
It’s So Hard to Tell Who’s Going to Love You the Best er en folk-plade med Karen Dalton fra 1969. Jeg ville aldrig have hørt om den, hvis ikke David Jacobsen Turner havde skrevet om den som et smukt misfoster i Weekendavisen i går. Men titlen og det faktum, at Bob Dylan i sine erindringer udpeger Dalton som sin yndlingssanger og omtaler hende som “funky, ranglet og sensuel” gjorde mig selvfølgelig interesseret. Og det er rigtig fin musik. Så her er hun.
Jeg skulle i Kvickly i formiddag. Tine foreslog, at jeg skulle købe en nissehue til Johannes. “Den skal være gul”, sagde han. Og så skal man lige vide, at når han siger “gul”, så mener han faktisk “blå”. Jeg svarede, at det var et ukonventionelt farveønske, men at jeg ville se, hvad jeg kunne gøre. Det viste sig desværre, at Kvickly har valgt at lægge sig tæt op ad mainstream i udbuddet af nissehuer. Men her er en dejlig sang om farver.
En af de voksne her i huset, som ikke er mig, havde fået den noget besynderlige idé at give Johnny hans keyboard med i bilen. Så vi har hørt Åh, Susanne og Für Elise og Jingle Bells. Mange gange, synes jeg. Så jeg sagde, at nu skulle vi høre min musik. “Men vi hører altid din musik, far. Det er Johannes’ tur til at bestemme”, sagde Kirstine. Og med opbakning fra både mor og storesøster var det svært at stille noget op. Men så var det, at jeg kom i tanke om den her sang. Og nu er troen på rockmusikken genvundet.
Rigtig fin sang – dejlig musik. Din...