September er min måned. Septembers himmel er så blå. September-piger varer ikke ved. Men det er en hemmelighed.

There’s too many people
Planning your downfall
When your spirit’s on trial
These nights can be frightening
Sleep transports sadness
To some other mid-brain
And somebody here
Will not be here next year
So you stand by the board
Full of fear and intention
And, if you think that they’re listening
Well, you’ve got to be joking
Oh, you understand change
And you think it’s essential
But when your profession
Is humiliation
Say the wrong word to our children …
We’ll have you, oh yes, we’ll have you
Lay a hand on our children
And it’s never too late to have you
Mucus on your collar
A nail up through the staff chair
A blade in your soap
And you cry into your pillow
To be finished would be a relief
To be finished would be a relief
To be finished would be a relief
To be finished would be a relief
To be finished would be a relief
To be finished would be a relief

Ordene er Morrisseys. De er fra pladen Southpaw Grammar. Jeg købte den i slutningen af august 1995. Jeg var lige startet på universitetet. Verden var ung og lovende og frygtindgydende. Det var dengang ikke til at vide, at jeg femten år senere skulle stå som lektor med alt hvad det indebærer af resignation og fortrydelser. Men sørme nok. Lektor er jeg. Har jeg lige opdaget. Og et nyt skoleår kalder. Og det skal nok gå altsammen. Eller hvad man nu siger.

Jeg har været en tur hos frisøren. Det var egentlig ikke så opløftende en oplevelse. Så meget hår er der jo desværre ikke at gøre godt med. Jeg har tænkt på, at jeg nok ville hvile mere i mig selv, hvis jeg havde sådan noget hår, som Stephen Malkmus har i den her video. Især hvis jeg også spillede minigolf og plukkede markblomster.

Jeg havde børnene med på biblioteket i eftermiddag. Ude foran så vi en pige med pink hår. Så snakkede vi lidt om hende og festivalen.

Kirstine: Uhadada, det er godt nok skørt, det der.
Søren: Men hvad synes du om det?
K: Rigtig flot.
S: Hun skal nok til festival. Det er nede i skoven, og så er der en masse mennesker, som hører musik.
K: Jeg vil også gerne til festival.
S: Du er nok ikke helt gammel nok. Men engang vil jeg gerne til festival sammen med dig.
K: Måske når jeg bliver fem år. Så vil jeg have min sølvhårbøjle på.
S: Okay.

Men jeg ved nu snart ikke med den festival. Nu har jeg lige kigget i årets program, og der er altså lidt for meget Jensens bøfhus og times new roman over det. Men i det rigtige selskab kunne det da være hyggeligt at høre The Rumour Said Fire, selv om deres musik måske i virkeligheden egner sig bedre til at blive spillet i sofaen i min stue. Så kunne jeg også sidde i fred med min følsomhed, kaffen og avisen.

Det er sommer, og vi har tid til at se film. Så vi har set Once, som jeg engang for hundrede år siden læste om i avisen. Og jeg tænkte, at det måtte være verdens bedste film. Og det er det nok ikke. Men den er mægtig rar. Den er sådan lidt romantisk og handler om en irsk gademusikant og en tjekkisk indvandrer, som spiller musik sammen og bliver forelskede.

Det forelskede par spilles af Glen Hansard og Marketa Irglova, som vist nok fandt kærligheden på arbejdspladsen, for de blev kærester i virkeligheden, mens de lavede filmen. Og så spiller de også musik sammen og kalder sig The Swell Season. Og engang optrådte de med ‘You Ain’t Goin’ Nowhere’, og det er jo omtrent min yndlingssang i verden.

En dag for snart længe siden spurgte Ulrik, om jeg aldrig hører Radiohead mere. Og helt ærligt, så bliver det ikke til ret meget længere. Jeg synes nok, at de var bedst dengang sidst i halvfemserne med The Bends og OK Computer. Men her i ferien har jeg haft den nyeste plade, som med sine snart tre år ikke er helt ny længere, med i Toyotaen på turene ud i sommerlandet. Og der er nogle fine sange på den. Helt bestemt. Jeg kan bedst lide ‘House of Cards’. Det er vist noget med, at livet er lidt som et spil kort. Og at vi ikke altid selv bestemmer, hvordan kortene bliver fordelt. Så et liv i korthuset bliver ikke nødvendigvis sådan, som man havde tænkt sig, at det skulle blive. Og det skal man så lære at leve med. Og det er vist ikke helt let, lyder det til. Men det lyder godt, for guitaren er sprød og Thom Yorke synger stadig som en drøm.

Vi var til bryllup i går. Louise og Martin blev gift, og det var en rigtig dejlig fest med godt selskab og superlækker mad. Anne og jeg havde fundet på, at vi skulle synge ‘If Not for You’. Så det gjorde vi, og jeg spillede guitar, og det var helt fint. Vores sang blev vist ikke foreviget. Men her er den med Bob og George. Og de er også mægtig gode. Og søde.

Engang for ti år siden var jeg til en koncert med Luna på Bowery Ballroom i New York. Mig og Dean Wareham havde helt det samme tøj på, og vi havde ikke engang aftalt det. Nå, men efter koncerten købte jeg en grøn t-shirt, som jeg lige har fundet igen. Det er en sjov t-shirt. Jeg havde den på første gang, jeg kyssede Tine. Og jeg havde den på, den dag jeg startede på gymnasiet i Skanderborg. Det er da superfreaky memories.

Der er langt fra Djursland til Central Park. Både geografisk og mentalt, og sikkert også på sådan stort set alle andre måder. Men man kan se dyr begge steder. Og New York bliver det ikke til denne sommer, så vi var forleden i Skandinavisk Dyrepark med Thomas og Anne Stine og Store-Asta. Det var rart at se gamle venner, og dyreparken er et dejligt sted. Engang i tidernes morgen spillede Thomas Bookends for mig, som er en plade med Simon & Garfunkel. Sidste nummer på den er ‘At the Zoo’, og det er en vaskeægte perle.

Det startede i begyndelsen af februar, hvor jeg kørte ud til HTH i Tilst. Jeg skulle have en hylde. De havde den ikke, men ville få den hjem snart. Fjorten dage senere tog jeg igen turen til Tilst, men kom hjem uden hylde. De havde alligevel ikke fået den hjem. Så gik der noget tid, eller lang tid, og der skete ingenting. Indtil Tine tog affære. Hun ringede. Og to dage efter blev hylden leveret. Så prøvede jeg en dag i starten af maj at få hylden op at hænge. Men væggen kunne slet ikke bære hylden. Og så stod jeg med en dum hylde, otte huller i væggen og ondt i sjælen. Så gik der igen lang tid. Indtil i dag, hvor det skulle være. Jeg målte op og satte mærker. Og lånte en slagboremaskine af naboen. Og gik i gang med at bore. Men det var en dårlig maskine. Så boret blev varmt, og jeg brændte min finger. Og der gik timer. Og jeg svedte og bandede. Og så gik jeg over til genboen og lånte hans boremaskine. Og det var virkelig et lækkert stykke værktøj. Den klarede betonvæggen, som var det smør. Og efter en del besvær fik jeg beslagene til at passe. Og hylden kom op at hænge.

Og det var godt. For hylden har reddet mig som en mare gennem hele foråret. Den blev et billede på min uformåenhed, på min utilstrækkelighed. Men nu hænger den der. Ikke lige sådan som det egentlig var tænkt. Og ikke uden grimme huller i en anden væg og ar på min sjæl. Men den hænger der.

Mens jeg gik og ryddede op efter hyldeprojektet og tænkte på alt det her og livet i det hele taget, hørte jeg Bon Iver. Det var mægtig rart.