Jeg har hørt Tunnel of Love det meste af ugen. Det gør jeg engang i mellem, fordi det jo på en måde er den bedste plade, der nogensinde er lavet. Så jeg havde den altså med i bilen i torsdags, da jeg kørte til Tilst. Der, midt i myldretidsmotorvejens sære skønhed, hørte jeg Tougher Than the Rest. Og det stod pludselig klart for mig, at den sang handlede om mig. Omgivet af biler, asfalt og sne kunne jeg med ét genkende mig selv. I et kort øjeblik følte jeg altings sammenhæng. Og det var rart.

Således opløftet ankom jeg til HTH for at hente en hylde, jeg havde bestilt for fire uger siden. Men der var ingen hylde. En fejl i vores edb-system, undskyldte HTH-manden. Jeg burde selvfølgelig være blevet vred og skulle have insisteret på, at de så måtte bringe hylden ud, når de havde fået fat på den. Men jeg var træt. Træt af for meget arbejde og for mange syge børn. Så jeg kunne ikke andet end at resignere.

Jeg hastede gennem Bilka. Og skyndte mig hjem. Tougher Than the Rest? Tjo…

It’s Valentine’s Day, and I’m catatonic
And only over the sea will that be taken

And oh, I could be (the possibilities)
And oh, I could be (the possibilities)
And oh, I could be (the possibilities)

God has made you one face,
You must find another
God has made you one face,
You must find another,
You must be born again

Sangen er med Palace Brothers. Jeg kender den fra opsamlingen Lost Blues and Other Songs. Jeg ved ikke helt, hvad det er, han synger om. Men jeg kan godt lide det.

Jeg har lige opdaget, at Anne har gang i et musiktema på sin blog med en sang til hver ugedag. Og så kom jeg med det samme i tanke om ‘Almost Saturday Night’, som er et perfekt popnummer til en lørdag aften. Særligt i den her udgave med The Searchers, som stammer fra det i mine øjne ret oversete mesterværk Love’s Melodies. Det var vores far, som i sin tid (dvs. sidste halvdel af 80′erne) havde lånt pladen på biblioteket i Aabenraa. I mange år havde jeg kun en sølle kassettebåndskopi af den, men for et par somre siden fandt jeg den så på cd på nettet til absolut ingen penge. Og den er selvfølgelig meget mere værd.

John Wayne Gacy, Jr. var en seriemorder, der i 1970′erne voldtog og myrdede 33 drenge og unge mænd i Chicago. 27 af dem havde han begravet i et rum under gulvet i sit hus, mens andre blev fundet i nærliggende floder. Han fik tilnavnet “Dræberklovnen”, fordi han i en periode havde et bijob som klovn under navnet “Pogo the Clown”.

Hvis jeg var engelsklærer, så ville jeg lave et lille forløb om denne dræberklovn. Så kunne eleverne fx læse den her artikel, og så kunne vi snakke lidt om, hvad han var for en, og hvad der havde fået ham til at gøre det, og de kunne øve gloser, og hvad man ellers gør i sådan nogle engelsktimer.

Bagefter skulle de læse teksten til Sufjan Stevens’ sang om Gacy. Og så skulle vi snakke om, hvordan Stevens transformerer seriemordermotivet til en fortælling om, hvordan vi alle bærer rundt på grimme hemmeligheder, at vi alle er syndere (for Sufjan tror nemlig på Gud): “And in my best behavior, I am really just like him. Look beneath the floor boards, for the secrets I have hid”.

Og så skulle vi høre sangen, og vi skulle blive enige om, at det var en rigtig smuk melodi, og at musikken rykker yderligere ved vores opfattelse af Gacy, så vi nærmest bliver sympatisk indstillede over for seriemorderen. Vi ville især lægge mærke til klaveret i slutningen af andet vers, som er både smukt og urovækkende.

Til sidst skulle vi snakke lidt om genrer, om hvordan skønlitteratur i højere grad end sagprosa lægger op til følelsesmæssigt engagement, til identifikation og refleksion.

Hvis det var en god klasse, så ville jeg også spille Casimir Pulaski Day, fordi den er så trist og smuk og sød, og måske også The Predatory Wasp of the Palisades Is out to Get Us!, bare fordi den er mægtig god.

“There’s a forest fire every time we get together”, synger Lloyd Cole på debuten Rattlesnakes fra 1984. Og sådan er det også med mig og Lloyd; det er som en skovbrand, hver gang vi er sammen. Og engang var det rigtig tit, ja næsten hele tiden. Så sad jeg på kollegieværelset og spillede Tetris på computeren, mens jeg røg smøger og ærgrede mig over, at jeg ikke kunne finde ud af det med pigerne og universitetet (ikke at jeg for alvor prøvede, men alligevel…). Men Lloyd var jeg glad for. Faktisk så meget, at jeg gav Søs Easy Pieces tre fødselsdage i streg.

Der har så været nogle år, hvor der ikke har været så meget gang i skovbranden, men takket være Anne fra skolen er Lloyd og jeg igen sammen. Hun har nemlig givet mig et par af hans nyere plader, og når jeg hører Lloyd på dem, så er det lidt som at komme hjem til mig selv.

Årene, som er gået, har også gjort Lloyd ældre. Og det har sat sine spor: “No longer angry, No longer young, No longer driven to distraction, Not even by Scarlett Johansson”, synger han her, og på hans blog kan man læse om økonomiske kvaler og en krop, der ikke længere opfører sig ordentligt. Men han er stadig nuttet, påstår Anne.

Tja, en lidt nørdet udgave af Morrissey, tænker jeg, men det er jo heller ikke dårligt. Faktisk er han ret god – og måske allerbedst på den her, som er fra debuten, men her i den voksne mands udgave fra 2009.

I disse dage er det femten år siden, at jeg startede på Askov Højskole. Det var sammen med Thomas og Lars og Thorkild og en masse andre. Det var dengang, at Dog Man Star var helt ny og det smukkeste, vi nogensinde havde hørt. Og det var ‘Babies’ med Pulp, og Olympian med Gene på et hotelværelse i Amsterdam. Og det var The Smiths og Morrissey hele tiden. Og vi lærte Hunky Dory at kende. Og bagefter “Heroes”. Det var vildt. Så unge bliver vi aldrig igen.

Musikken er fra Andy Whites plade Out There fra 1992. White er en irsk singer-songwriter, som her forelsket og forundret synger om sin tur rundt i USA. Billederne er mine, og de stammer fra min egen tur ud i det amerikanske sammen med Casper, Maria og Bodil-Marie i starten af det årti, som nu er ved at rinde ud. Der er billeder fra New York, fra Asbury Park i New Jersey, fra Athens og Savannah i Georgia, fra Florida, fra Louisiana, og en masse fra New Mexico og Arizona, og så er der Californien med San Diego, Los Angeles, San Fransisco og Yosemite og Ehlerts hus, og bagefter er der noget fra Oregon med Ryan-familien og Seattle, og så turen hjem over Wyoming, South Dakota, Nebraska, Chicago og Cleveland, før vi var tilbage i New York.

Turen startede i Billund den 28. december 1999.

I december 2001 lavede Ove en mp3-julekalender til mig. Så sendte han en sang om dagen. ‘If Winter Ends’ med Bright Eyes var uden sammenligning perlen i den samling, det blev til. Her otte år senere er det stadig et forrygende godt nummer med al sin ungdommelige desperation: I dreamt of a fever, one that would cure me of this cold winter set heart, with heat to melt these frozen tears, and burned with reasons as to carry on.

Musikken er med Sufjan Stevens. Det er en dejlig julesang. Videoen er lavet af fire søde piger, som pynter deres lejlighed.